– Jeg hedder Else og er født i 1966, i en lille jysk by tæt ved Ribe. Jeg har i mit liv, været lidt omkring i landet og udlandet og er nu landet et godt sted i mit liv, hvor jeg er gift og bor sammen med egne og delebørn.
Jeg har selv været i individuel terapiforløb i perioder hvor livet gav mig udfordringer, og jeg ikke selv havde redskaber til at tackle det der var svært. Jeg har mistet nærtstående og har været i andre livskriser som har gjort mig til den jeg er i dag.
Jeg har en grunduddannelse som pædagog, og har arbejdet i det felt i 20 år, og sidenhen har jeg efteruddannet mig til psykoterapeut. Min 5 årig efteruddannelse har ført mig ud i stort set alle livets kroge, jeg har selv siddet i stolen overfor terapeuten, og det har været med til at forme mig som terapeut. Jeg ved hvor opslidende det er at sidde fast i en livshistorie, som kan føles skamfuld og dermed hæmmende for udvikling og tro på livets glæder.
Jeg har mange års erfaring med børn og unge, som har haft brug for hjælp til at håndtere angst, mobberi i skolen og seperations angst i forhold til forældres skilsmisse.
Skilsmisse tallet er desværre stigende i Danmark, og det mærker jeg også i min praksis. Men jeg oplever heldigvis også en stigning af par, som søger hjælp inden det er for sent, de ønsker at få hjælp til de livskriser som dukker op i næsten alle parforhold, og får hjælp til at fortsætte deres rejse sammen.
Min erfaring med forældre som ønsker at få hjælp til at gå fra hinanden på en god måde, er heldigvis også stigende. Selvom vi ønsker at parforholdet skal vare livet ud, er der forhold hvor det giver mening at lade sig skille, men hvor det stadig er vigtigt at holde den gode kontakt, især hvis der er børn.
Selvom jeg i mine samtaler, møder de samme problematikker, så er der aldrig samtaler der er ens, jeg gør meget ud af at forberede mig, og jeg er meget taknemlig for at arbejde med det jeg gør.